Corona, digitalisering og bæredygtighed er tre temaer, det bliver afgørende at forholde sig til i 2022. Fælles for dem er, at de handler om mennesker - om vores tanker, følelser og adfærd. Læs her et psykologisk perspektiv på temaerne i '22.

Af Mads Lindholm, erhvervspsykolog, ph.d.
Januar 2022.

 

Usikkerhed i ekstrem grad.

Det er den oplevelse, som nationer, virksomheder og mennesker har delt siden coronapandemiens begyndelse i 2020.

Usikkerheden har både handlet om den konkrete frygt for sygdommen, men i høj grad også om en række afledte effekter af pandemien: Usikkerhed omkring økonomi og arbejde. Usikkerhed omkring leveringsmuligheder. Usikkerhed omkring konsekvenserne af restriktionerne. Usikkerheden om samfundet ville være i stand til at håndtere udfordringen. Og så videre.

På det psykologiske plan kan usikkerheden betyde, at man fratages følelsen af kontrol over sit liv – uanset om det er som menneske eller virksomhed. Man kan opleve, at man mister sit handlerum, og at man bliver ude af stand til at håndtere de udfordringer, man står i. Det kan gå i en tid og er netop den oplevelse, man kan få i kriser eller andre store livsomvæltninger. Men det er afgørende at prøve at genopnå en følelse af kontrol og et realistisk fremtidsperspektiv; både når det gælder mental sundhed og god ledelse.

Coronaen har accelereret udviklinger og tendenser, vi kendte i forvejen

Her, et par år inde i pandemien, er usikkerheden ikke forsvundet. Men den gode nyhed i den sammenhæng er, at vi formentlig ved mere om fremtiden, end vi tror. For nok har usikkerheden været ekstrem og forandringstempoet højt i de seneste år. Men ser vi nærmere efter vil vi se, at en lang række af de forandringer, som coronaen har medført, faktisk ikke er så nye endda, men nærmere er udtryk for en acceleration af trendes og tendenser, vi kendte i forvejen.

Det drejer sig fx om nye arbejds- og ledelsesformer. Aldrig har så mange på verdensplan arbejdet hjemme på én gang som under lockdown. Men det var faktisk også muligt før, men blev blot brugt mindre.

Aldrig har så mange ændret indkøbsvaner på så kort tid. Men den udvikling, det har medført for detail- og e-handel var tendenser, der allerede var på vej – de er bare udrullet i lyntempo.

Aldrig har den medicinske udvikling på særligt vaccineområdet været så effektiv – for ikke at tale om den globale udrulning af vacciner. Men vaccinerne bygger på en teknologi, der i årevis har været i laboratoriernes støbeskeer, ligesom COVAX-samarbejdet, der sørger for global vaccinedistribution, faktisk også fandtes før covid19.

Med andre ord: Selvom usikkerheden har været voldsom, og selvom fremtiden kan synes tåget, så ved vi allerede en hel del om den. For den bygger i vid udtrækning på udviklinger, som vi har kendt længe – men de kommer hurtigere, end vi har haft fantasi til at forestille os.

Jeg vil her pege på 3 temaer, som kommer til at fylde i tiden frem, og hvor det i særlig grad er væsentligt at forholde sig til de psykologiske perspektiver: Corona, digitalisering og bæredygtighed.

1. Lev med det – coronaen, altså

Coronaen går ikke over, men den ændrer karakter.

En pandemi er, med WHO’s begreber, kendetegnet ved en ’alert-fase’ (alarm-fase) og en ’transition-fase (omstilling), inden man bevæger sig hen til det, WHO kalder for den interpandemiske periode – dvs. tiden mellem pandemier.

Vi befinder os formentlig i transitionen – tiden mellem alarm-fasen og den interpandemiske – og på vej mod genopretning af en tilstand, der er præget af mindre krisestemning og mere normalitet.

Det betyder ikke en tilbagevenden til tiden før, men en virkelighed, hvor covid19 fortsat vil findes, men som endemi, dvs. som en sygdom, der i mindre omfang kan bryde ud i afgrænsede områder og som dermed også lettere kommer under kontrol.

Vi skal med andre ord finde ud af, hvordan vi kan balancere mellem sygdomsfrygt og normalitet. Coronaen vil – ligesom andre sygdomme – eksistere. Nogle vil blive meget syge, og sygdommen vil formentlig stadig koste liv. Andre, formentlig de fleste, vil opleve den mild og overskuelig. Og som samfund skal vi finde en måde at håndtere den på – ganske på samme måde som vi håndterer en lang række af øvrige sygdomme og lidelser.

Fra et psykologisk perspektiv er der særligt to aspekter, der her er væsentlige:

Væk fra kriseledelse og hen imod ny normalitet

Den ekstreme forandringstakt, der har præget de seneste år, har været båret af netop frygten som motivation. Det giver mening i en tid, hvor der faktisk er noget at frygt. Men i takt med, at risikoen minimeres, ligger der en væsentlig opgave i at øge oplevelsen af tryghed.

Konkret betyder det fx mindre fokus på smittetal, dødstal og indlæggelsestal. Og mere fokus på de håbshistorier, der faktisk også findes – fx vaccinens virkning og håbet om at pandemien klinger af. Men det betyder også, at det ledelsesmæssigt bliver afgørende at kommunikere om andet end coronaen. Jo, den findes her – men overskygger heldigvis ikke alt længere.

Ledelsesmæssigt skal fokus med andre ord skifte fra kriseledelse og til en ledelses- og kommunikationsstil, der forsøger at fremhæve normaliteten i den situation, vi er i nu.

Bedre mental sundhed ved at være fælles om at favne vores forskellighed

I hele tal ser det ud til, at hver 5. har fået et dårligere mentalt helbred under pandemien. Man kan fx være ramt af stress, angst og depression. Men undersøgelser tidligt i pandemien har også vist, at meget af den psykiske påvirkning, der er sket, har været subsyndromal, dvs. at den ligger under diagnosegrænsen. Man har med andre ord fået det dårligere uden at man nødvendigvis kvalificerer til fx en angstdiagnose af den grund.

Imidlertid har hver 10. i samme periode fået det bedre. Øget hjemmearbejde har måske skabt en bedre balance mellem arbejde og andet liv. Eller måske har man været heldig at være i en af brancher, der har oplevet fremgang og optimisme.

Med andre ord er vi fælles om at opleve det forskelligt. Og det bliver afgørende, at den mentale sundhed ikke blot betragtes som et individuelt anliggende, men at den italesættes, tages alvorligt – og handles på. Det gælder på alle ledelsesniveauer – fra virksomhedsledelse til statsledelse.

Afgørende i den sammenhæng er evnen til at lytte til den enkeltes perspektiv uden nødvendigvis at handle på det. Følelsen af usikkerhed eller af krise kan ikke bare ændres i et snuptag. Det kræver tid – til at være, til at bearbejde, til at orientere sig omkring en ny virkelighed. Vi skal med andre ord være opmærksomme på, at vi ikke implicit kommer til at kræve af hinanden, at vi kollektivt er ovre krisen. Vi er fælles om at opleve det forskelligt, og den forskellighed skal vi give plads til.

2. Digitalisering handler om mennesker

Pandemien har vist os, hvad den teknologiske udvikling kan. Teknologien har skabt historiske medicinske fremskridt, både hvad angår vacciner og anden behandling. Og teknologien har betydet, at verdensøkonomien generelt set har klaret sig imponerende godt til trods for lockdowns og smitte.

Alt dette handler imidlertid ikke om teknologi og digitalisering alene, men om menneskers måde at anvende teknologien på. Vaccinerne, fx, er både et produkt af videnskab og teknologi – men måske i endnu højere grad af menneskers evne til innovation, samarbejde og kreativitet. På samme måde handler hjemmearbejde ikke kun om bredbånd og laptops – men om menneskers arbejdsmoral, evne til forandring og samarbejde.

Gap mellem teknologi og menneske

Den spanske sociolog Manuel Castells skriver, at der er et gap imellem vores teknologiske overudvikling og vores evne til socialt at bruge og udnytte teknologien. Med andre ord at den teknologiske udvikling så at sige er foran den sociale og mentale.

Måske er det gap blevet mindre under pandemien. Men under alle omstændigheder ligger der en opgave i, at skabe teknologiske løsninger, der forstår den menneskelige natur, vores adfærd, tanke- og handlemønstre. At opdage hvilke nye arbejdsformer, der har fungeret – og hvilke gamle, der bør udryddes.

Mange virksomheder har allerede reduceret i kvadratmeterne og skåret ned på de fysiske kontorer. Lockdown lærte, at hjemmearbejde kan lade sig gøre, uden at det går ud over produktiviteten. Men udfordringen bliver at skabe nye rum, der kan favne det, som hjemmearbejdspladsen har sværere ved: Socialt samspil, den fortrolige samtale, følelsen af fællesskab.

Vi skal med andre ord finde balancen imellem de teknologiske muligheder og de menneskelige behov. Forsøge at skabe en udvikling, der ikke først og fremmest er drevet af teknologiens formåen, men af den viden, vi har om mennesker måde at arbejde, tænke og handle på. Det kræver i høj grad et ledelsesfokus, der ikke blændes af teknologi, men giver plads og rum til refleksion og eftertanke. Overvejer, hvad der faktisk er en forbedring – og hvornår teknologien kommer til at spænde ben for mennesket.

3. Bæredygtighed er mere end klima

Det tredje område, jeg vil pege på som afgørende i den kommende tid, er bæredygtighed.

Siden 2015 har FN’s verdensmål været det globale kompas for bæredygtighed. Pandemien har i den grad udfordret bæredygtighedsdagsordenen. Men måske har pandemien samtidigt medført udviklinger, der på længere sigt kan vise sig at blive afgørende: For det første at bæredygtighed handler om mere end klima. For det andet at virksomheder kan spille en helt afgørende rolle i den bæredygtige omstilling.

Mere end klima

FN’s 17 verdensmål rummer en lang række agendaer. Bl.a. handler de om sundhed, og ét af delmålene handler faktisk om, at være forberedt på pandemier. Den globale forberedelse på en pandemi som coronaen har været begrænset. Og der ligger med andre ord et enormt potentiale i ikke blot at bruge verdensmålene som pejlemærker for en fjern fremtid – men også at se de 17 mål som konkrete katastrofescenarier. Målene er i virkeligheden et præcist kort over mulige katastrofer, der kan opstå, hvis vi ikke handler.

Pandemien har vist os, at når ét område udfordres – her sundhed – så får det betydning på en lang række andre: Lighed, økonomi, ligestilling, social sikkerhed / uro. Og så videre. Det gælder for arbejdet med bæredygtighed i det hele taget. Vi kan ikke arbejde med CO2-reduktion uden også at forholde os til hvilke afledte effekter, det her.

Vi skal med andre ord blive bedre til at forstå bæredygtighed i et langt mere holistisk perspektiv; som en række af forbundne elementer. Og skruer vi på én faktor, vil det naturligt også påvirke andre.

Virksomhedernes rolle

Under coronapandemien har vi se, hvordan samspil mellem virksomheder og stater har været afgørende for håndteringen. Vaccineudviklingen er et godt eksempel på netop dét – og det samme er forsyningskæderne af værnemidler osv., der netop er blevet til i stærke partnerskaber.

Gennem de senere år har en lang række virksomheder ikke blot orienteret sig om en økonomisk bundlinje, men også været optaget af purpose og et højere formål. Det er betydningen af det arbejde, der har vist sig under pandemien. Tilsvarende ser vi nu virksomheder, der går langt videre i forhold til fx CO2-reduktion, end de egentligt er forpligtet til. Ikke kun fordi det tjener et større formål – men fordi det også skaber en unik markedsposition.

Vi ser med andre ord, at arbejdet med bæredygtighed både kan vise sig at være godt for verden – og for bundlinjen. Og netop sammenhængen imellem de to bliver afgørende, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at nå blot i nærheden af en opnåelse af verdensmålene i 2030, som er den horisont, målene rækker.

Virksomheder kommer til at spille en afgørende rolle i arbejdet med bæredygtighed – ikke mindst i en tid, hvor det tydeligvis er svært at opnå en fælles international konsensus blandt verdens lande. Pandemien har med tydelighed vist, hvad mangel på samarbejde og forberedelse kan betyde. Ingen virksomhed ønsker at havne i en lignende situation igen, og derfor er der i de internationale bestyrelseslokaler et fokus på, hvordan man kan håndtere en lang række af de udfordringer, der knytter sig til bæredygtighed. Både for at sikre en stabil verden – og dermed for at sikre et fremtidigt marked og en fremtidig vækstmulighed.