Coronakrisen er først og fremmest blevet italesat som fysisk sundhedskrise: En virus, der har potentiale til at skabe langvarige sygeforløb og dødsfald.
Hen ad vejen er der også sat fokus på de mentale sundhedsaspekter. Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece med gode råd. Og diverse overskrifter har fortalt nogle historier, som vi faktisk ikke helt kender baggrunden for, fx:
- At antallet af henvendelser til psykiatrien er faldet (se fx artikel i Information)
- At brugen af arbejdsgiverbetalt psykologbistand er faldet (se fx artikel i Politiken)
Tolkningerne af historien er ret forskellige:
Man kan således læse, at psykiatrien forventer et boom i efteråret, fordi faldet forventeligt skyldes, at mennesker med psykiske lidelser isolerede eller er angste for at møde op på et hospital.
Anderledes på arbejdspladserne, tilsyneladende, hvor faldet i brugen af psykologer i stedet tolkes som udtryk for, at coronakrisen har reduceret stressniveauet, fordi samfundet har været lukket ned.
Vi ved endnu ikke, hvad der er sandt og falskt.
Mentale problemer – men under grænsen for diagnoser
Der er studier i gang af coronaens påvirkning på den mentale sundhed, men videnskab er i sagens natur langsommeligt, så alle bud er lige nu spekulationer og gætterier.
Og dog. For de første spæde forskningsresultater begynder at komme, og peger på, at forklaringen nok ikke er helt så enkel som at coronaen har løst alverdens stressudfordringer.
Tværtimod peger et review af den nuværende forskning på, at coronaen i stedet har udløst en række mentale sundhedsproblemer, hovedsageligt knyttet til depression og angst. Men med den tekniske tilføjelse, at der ofte er tale om ”subsyndromale symptomer”. Det betyder, at de ligger under grænsen for en diagnose.
Med andre ord: Vi kan muligvis ikke se i diagnosestatistikkerne, at der er flere tilfælde af angst og depression. Det er bare ikke ensbetydende med, at folk har det godt.
Frygt for fyring?
Det rejser så spørgsmålet, om fx den faldende brug af arbejdsgiverbetalte psykologer. Her er forklaringerne formentlig lidt mere brogede end en generelt reduktion i stressniveauet. Nogle har givetvis oplevet, at lockdown’en gav pause og ro. Men andre har måske oplevet det anderledes, fx:
- Et øget stressniveau, men en ulyst til at involvere arbejdsgiver i en tid, hvor mulige fyringer står lige om hjørnet
- En praktisk problemstilling i at indgå i et terapeutisk forløb, fordi psykologklinikkerne har været lukkede og muligheden har været onlineterapi (som kan være svært at finde rum til, når hele familien er hjemme på én gang)
- En moderat angsttilstand, der her-og-nu har aktiveret et kamp-beredskab, som har gjort det muligt at få hverdagen til at hænge sammen på trods (men som måske giver en psykisk efterregning)
Alt i alt har vi brug for mere data og forskning på feltet. Og det kommer. Indtil da er det vigtigt, at vi holder mange muligheder for øje.
Det er positivt, hvis coronaen giver pusterum og ro for nogle. Men den generelle mentale respons på en potentielt dødelig virus i udbrud er formentlig lidt mere kompleks.