Blandt de mange forstavelser, der findes til begrebet ledelse, er der – så vidt jeg ved – ikke rigtigt skrevet noget om smitteledelse. Det kunne man godt gøre, for smitte kan ledes. I den betydning, at man ledelsesmæssigt kan gøre en hel del for at begrænse smitte.

Det er det, vi lige nu ser igennem regeringens tiltag. Og tilsvarende kan man som leder selv tage en række initiativer på sin arbejdsplads.

Men først lidt om, hvordan smitte igennem tiden er blevet ledet.

Hospitaler har bevæget sig fra mange til få
Viden om smitte hænger selvsagt sammen med vores viden om virus og bakterier. Bakterier har man kendt til siden 1600-tallet og virus først siden slutningen af 1800-tallet.

Det afspejler sig bl.a., når vi ser på, hvordan hospitaler er blevet indrettet igennem tiden. Gamle hospitaler er ofte indrettet efter det princip, der er blevet kaldt det æstetiske hospital, dvs. at hospitalet er bygget med skønhed og æstetik som ideal.

Først fra 1900-tallet overgår det bærende princip til at være det hygiejniske hospital. Det afspejles først og fremmest i den måde, hospitalet er indrettet på. Konkret er man gået fra stuer med mange patienter og til stuer med plads til færre, netop for at undgå smitterisici. På de supersygehuse, der netop er i gang med at blive bygget, er en stor del bygget med enestuer netop af denne grund.

Arbejdspladser og byer har bevæget sig fra få til mange
Et sted, hvor udviklingen er gået modsat, er i tidens idealer for kontor- og arbejdspladsindretning. Her har vi siden 1980’erne systematisk bevæget os fra enkeltmandskontorer og til kontorer med plads til mange.

Tilsvarende udvikling findes i hele urbaniseringen, hvor vi er gået fra relativt små landsbyer spredt ud over landet og til en stigende befolkningstæthed i verdens byer.

Både de åbne kontorer og bevægelsen fra land til by har nogle sociale fordele når det kommer til samvær, vidensdeling og menneskelig kontakt. Men altså også en massiv slagside når det drejer sig om smitterisiko.

Adfærd er svær at ændre
Det princip, der ligger bag ved regeringens ønske om ”at passe på hinanden ved at holde afstand” handler om smitteledelse. Her er smitteledelsen ikke arkitektonisk (som den fx er når sygehuse ændrer sig fra flersengsstuer til enestuer), men derimod adfærdsmæssig.

Det er imidlertid vanskeligt at ændre adfærd. Derfor har Dronningen løftet pegefingeren imod os. Og det er formentlig ikke af ond vilje, at mange har svært ved at rette ind efter de nye anbefalinger – men fordi adfærd ligger i os som vaner, mønstre og rutiner, der ikke nemt lader sig ændre.

Arkitektur og design kan understøtte ændret adfærd
Her kan adfærdsdesign i form af fysiske greb komme os til gavn. Nogle virksomheder har fx opdelt arbejdspladsen i zoner, der er tydeligt markeret med streger i gulvet, skillevægge eller lign. Hvis en medarbejder er smittet, har man på den måde en reel mulighed for at holde smitten inden for zonen – og på den måde er der en mulighed for, at det kun er pågældende zone, der rammes, og ikke hele virksomheden.

Tilsvarende eksempler er kommet hos supermarkeder, der med klistermærker på gulvet markerer afstanden i køen. Ellers risikerer man nemt, at folk stiller sig for tæt.

Det er med andre ord muligt at gøre noget – at lede smitte. Og coronakrisen må naturligt føre spørgsmål med sig ikke blot om adfærd, men også om arkitektur. Måske har vores idealer om samvær og nærhed givet smitten lidt for gode betingelser?

Hvad kan du som leder gøre?

• Brug hjemmearbejdspladser i største muligt omfang.
• Brug hele virksomhedens areal – tag møderum, lagerrum og lign. i brug som arbejdspladser for at skabe afstand.
• Opdel virksomheden i zoner, som minimerer risikoen for, at alle rammes på én gang.
• Brug skilte, klistermærker, plakater og andre markeringer til at understøtte en ny adfærd